Rådgivningsforløb og kursus hos Autismecenter Vest
Rådgivning og Vejledning
Rådgivnings- og vejledningsforløb er individuelt tilrettelagte, med udgangspunkt i den enkelte og de udfordringer, der opleves. Forløbene henvender sig til personer med autisme, pårørende, familier, fagpersoner, virksomheder og uddannelsessteder. Alle forløb startes op med en indledende samtale, hvor rammer, indhold og længde på forløbet aftales.
- Selvforståelsesforløb til dig der har fået en autisme-diagnose (se uddybende længere nede).
- Individuelle samtaler, med fokus på de udfordringer der opleves, udbydes til unge/voksne med autisme og lignende udfordringer.
- Rådgivning/vejledning til pårørende, under forudsætning af samtykke fra personen med autisme.
- Individuelt tilrettelagte forløb til familier, hvor en eller flere i familien har autisme eller lignende udfordringer, med fokus på viden om autisme og strategier i dagligdagen.
- Rådgivning/vejledning til fagpersoner, der arbejder med autisme, eller hvor autisme er en del af målgruppen.
- Rådgivning/vejledning i forbindelse med uddannelse, praktik eller arbejdsplads, både til personer med autisme og virksomhed.
Viden og forståelse gør en forskel
Vi samarbejder med fagpersoner, som alle har arbejdet med autisme i en årrække og som har en bred erfaring.
Kursus og Undervisning
ACV udbyder både kurser på timebasis, halv- og heldags kurser, samt undervisningsforløb over flere dage.
Vi udbyder:
- Generelle kurser og temadage med autismerelaterede emner, der annonceres på vores hjemmeside, hvor der er tilmelding for alle interesserede.
- Specifikke “huskurser” eller temadage, der tilrettelægges specielt til jeres behov mht. indhold, længde og opbygning. Disse kurser kan afholdes i vores eller jeres lokaler. Kurserne henvender sig både til fagpersoner der arbejder direkte med personer med autisme, som f.eks. bo- og støttefunktioner, og til fagpersoner, som f.eks. folkeskoler, uddannelsessteder, jobcentre, eller foreninger hvor autisme er en del af målgruppen.
Selvforståelsesforløb
At få eller have en autisme-diagnose kan være en kompleks størrelse, og der kan opstå mange spørgsmål. Man kan have behov for at lære mere om diagnosen, om dens udfordringer og styrker, og betydning for dagligdagen og livet.
Det kan være vidt forskelligt, hvad man udfordres af, og hvad man specifikt har brug for. Eksempler kan være:
- Det er svært at komme i gang med de daglige opgaver og at overkomme dagligdagen
- Det er svært at få struktur og rutiner i dagligdagen
- Sanseindtryk kan være overvældende
- Sociale sammenhænge er svære og meget mentalt drænende
- Ændringer i planer er ofte uoverskuelige
- Følelse af konstant mental overbelastning, stress og nedsmeltninger
Selvforståelsesforløbet udbydes til unge/voksne med autisme. I forløbet lærer du om autisme og hjernens særlige bearbejdningsstil, og vi snakker om hvad det betyder for dig. På baggrund af dette taler vi om strategier, du kan bruge i de sammenhænge, hvor du oplever at have udfordringer.
Stresshåndtering
At leve med autisme betyder ofte at hjernen er på et meget stort mentalt arbejde i de fleste sammenhænge i dagligdagen. Stress og stresshåndtering kan derfor være en del af udfordringen.
Hvis det er relevant for dig, kan du også lære om stress og de belastninger der kan følge med dét at have autisme. Vi arbejder med udgangspunkt i Hejlskov og Uhrskovs stressmodel, hvor vi kortlægger hvilke faktorer der belaster dig, hvordan du mærker når stressniveauet bliver for højt, samt strategier til at sænke og stabilisere stressniveauet.
Praktisk information
Forløbet tilrettelægges individuelt, så der er fokus på dine behov. Alle emner tager udgangspunkt i den individuelle autismeprofil, og der arbejdes med en kombination af undervisning og samtale.
Varighed 10 timer, der planlægges så du kan overskue forløbet.
Ønsker du mere info er du velkommen til at kontakte os og eventuelt aftale et uforpligtende møde. Mødet er gratis.
Kontakt os for mere information
Kontakt Lone Steengaard, centerleder, for en uforpligtende snak om rådgivning og kursus.
Kontakt os